Team Benns facebook Team Benns Twitter Team Benns youtube kanal

Beacon Hill Boston

Det bedste af New England

15 dage

New England - fødestedet for Amerika - er fyldt med rig historie, kulturelle seværdigheder, fascinerende historiske byer, idylliske landsbyer og udendørsaktiviteter for den eventyrlystne om hvert et hjørne.
Her kan I opleve hvide sandstrande og fyrtårne, smukt efterårsløv, enorme søer, vilde dyr, panoramaudsigt over bjergene, sublime fiskerestauranter med lækker frisk fisk, den berømte Clam Chowder, store hummere fra Maine, og blåbærpie. I New England finder I et overvældende og kontrastfyldt udbud af oplevelser af nær sagt enhver art indenfor blot et par timers kørsel fra Bostons Logan International Airport. På denne rejse finder I ud af, hvorfor mange besøgende rejser tilbage til New England - igen og igen ...
 

 

 

Afgang fra Danmark mod Boston, Massachusetts


Fra Danmark sættes kursen via en mellemlanding i Europa mod Boston på USA's østkyst. Efter sikkerhedskontrol og bagageudlevering, tager I en taxa ind til jeres hotel i Boston. Aftenen bruges på at hvile ud efter flyveturen samt at få lidt aftensmad.

 

 

 

Boston, Massachusetts


Veludhvilet og efter morgenmaden har I en hel dag til på egen hånd at se nærmere på Bostons nærmest overvældende udbud af kulturelle seværdigheder. Det er altid en god idé at tage en rundtur for på den måde at lære byen at kende på en hurtig og nem måde, og i Boston kan dette gøres både til lands og til vands. Boston Duck Tours kan varmt anbefales, da de kører rundt i byens smalle gader og udpeger byens seværdigheder og historiske bygninger på en anderledes måde. Eller prøv noget helt anderledes med en guidet rundtur i Bostons havneområde på en Segway med Segway Tours – vildt sjovt! Boston er også et ideelt sted at se hvaler, og der er flere selskaber, der tilbyder ’whale watching’ fra havneområdet. Hvis vejret tillader det er der på en skyfri dag en fænomenal udsigt over byen fra Bostons højeste tårn, Prudential, 51 etager over gadeniveau. En vandretur ned til Beacon Hill med de flotte gamle bygninger og den store frodige Common Park midt i byens centrum er altid en oplevelse, og noget I ikke må gå glip af. Er det shopping I går efter, så er Washington Avenue eller markedet ved Fanueil Hall oplagte steder.

 

 

 

Boston, Massachusetts – Portsmouth, New Hampshire - Portland, Maine (ca. 174 km.)


Bostons pulserende kulturelle metropol skal forlades og, efter afhentning af jeres lejebil, kører I nu nordpå til Portsmouth i New Hampshire, som er første stop på turen i dag. Der venter jer ca. 1 ½ times kørsel langs Atlanterhavskysten, inden I når den historiske by Portsmouth i New Hampshire. Portsmouth er især kendt for museet Strawbery Banke, der med sin samling af gamle og historisk velbevarede haver og bygninger er et fantastisk bevis på, hvordan almindelige mennesker har levet og boet igennem de sidste fire århundreder.
Udover Strawbery Banke er det især The Music Hall, New Hamshires ældste teater- og koncertsal, der tiltrækker sig opmærksomheden i Portsmouth. The Music Hall er i dag et kulturelt samlingspunkt for området, og her er masser af live-optrædener af såvel musik, teater og dans. Salen er et smukt eksempel på gammel britisk stil, og man kan her få en rundvisning, hvor I kommer ’back-stage’, som jo ellers er forbeholdt kunstnerne. Har I tid og lyst kan ’The American Independence Museum’ også anbefales.

 

Herefter går turen videre nordpå til staten Maine og byen Portland, som er Maines største by og især kendt for sin gamle havn og flotte havneområde. Efter at I er blevet indlogeret på jeres hotel, kan det anbefales at besøge byens lokale bryggeri Ship yard Brewery. Besøget skal bookes på forhånd, men er til gengæld gratis (dog skal der betales for smagsprøver). Kvaliteten af øllet er i top, og personalet er særdeles dygtigt og venligt. Besøget starter med en video, hvorefter der er rundvisning på bryggeriet.
Af andre interessante seværdigheder i Portland kan nævnes den gamle toldbygning fra 1866, forfatteren
Henry Wadsworth Longfellows barndomshjem, Victoria Mansion, som er et vigtigt museum over den victorianske æra i området og naturligvis det gamle havneområde.

 

 

 

Portland, Maine – North Conway, New Hampshire (ca. 99 km.)


Er I til lidt fysisk aktivitet og frisk luft kan vi anbefale en cykeltur til Peaks Island. Cykler kan I leje hos Gorhams Bike & Ski. Peaks Island ligger blot 5 km fra Portland og nås hurtigt (20 min. ca.) med den lille færge, der sejler mellem øen og Portland. Nyd udsigten til Portland fra søsiden, mens I sejler.

 

Peaks Island er en mindre ø, som blev kendt som en populær sommerdestination i slutningen af 1800-tallet. Øen blev kendt som Maines Coney Island med sine mange hoteller, villaer, teatre og forlystelsesparker. Sådan er det ikke helt længere, men øen er stadig fuld af liv, især om sommeren, og med masser af smukke villaer langs kysten. Cykelturen rundt er på ca. 5 miles og tager omkring 1 time og på et niveau, som alle kan klare. Frokosten kan nydes på en lokal restaurant ved havnen, eller I kan medbringe en sandwich fra fastlandet og holde frokostpausen langs kysten. Efter frokost sættes kursen igen mod Portland, cyklen afleveres, bilen sættes i gear og GPS’en på North Conway ved foden af de imponerende bjerge White Mountains.

Et besøg i North Conway er uomtvisteligt forbundet med et aktivt udeliv med vandreture i den smukke natur, golf, cykelture, kajakture, fisketure ol. Den store beskyttede White Mountain National Forest og udsigten til den majestætiske over 2 km. høje bjegtinde Mt. Washington gør det helt umuligt at holde sig i ro. Man må ud og opleve naturen. Det har I hele næste dag til. Og er I ikke så meget til natur, men mere til shopping så er der masser af Outlets i byen, som holder længe åbent. Her er der virkelig mulighed for at gøre en god handel.

 

 

 

North Conway, New Hampshire (White Mountains)


Dagen bør bruges på at nyde den billedsmukke natur i bjergene langs de mange ”scenic routes” med store muligheder for at spotte dyrelivet med bl.a. elge og sorte bjørne – især hvis I kører tidligt om morgenen, hvor dyrene er mest aktive. Der er masser af spændende aktiviteter her i bjergene bl.a. anbefaler vi en køretur op ad bjerget Mount Washington ad Auto Road. Alternativt kan I også vælge det gamle damplokomotiv Mount Washington Cog Railway, som går op ad de stejle bjergskråninger på den modsatte side af bjerget. Der er frodigt og grønt i bjergene hele sommeren, og om efteråret (i slutningen af september og oktober) er der de mest vidunderlige efterårsfarver i gyldne nuancer, lige så langt øjet rækker. Det er også her i området, I kan finde de gamle historiske overdækkede broer som f.eks. Albany Bridge. Vandreture er en yndet beskæftigelse her i området med masser af afmærkede vandreruter, og det kan især anbefales at gå turen op ad bjerget til Arethusa Falls.

 

 

North Conway, New Hampshire – Burlington, Vermont (ca. 229 km.)


Efter to nætter i White Mountains kører I nu længere vestpå og ind i staten Vermont. Det kan anbefales at køre ad den smukke Kangamagus Highway (Route 112) langs Swift River. Her er der rigtig gode muligheder for at se dyrelivet. På vej mod Burlington kan I evt. køre forbi byen Bethel og se The Rock Estate, som er storproducent af juletræer, og så laver de ahornsirup. På gården kan høre nærmere om de gamle traditioner indenfor dyrkning af ahorntræer og produktion af den kendte ahornsirup. The Rock Estate har forskellige vandrestier gennem de smukke ahornskove.

I fortsætter turen ind i Vermont, kører igennem St. Johnsbury og videre sydpå ad Route 2 til West Danville. Herfra videre med Route 15 til Morrisville. Fra Morrisville er der en flot køretur igennem det bjergrige område ved Stowe til Waterbury, hvor I kan lave et stop ved Ben & Jerrys verdensberømte isfabrik. Denne is er kendt ikke blot hele USA men kan også fås mange steder i Danmark. Der er mulighed for at få en rundvisning på fabrikken, samt en prøvesmagning af de mange lækre varianter af is.

Fortsæt videre ad Highway 89 nordpå til Burlington. Burlington er den største by i Vermont og er meget smukt beliggende ved bredden af søen Lake Champlain. Byen har mange hyggelige gader med gode restauranter, barer og caféer og en slentretur langs promenaden er en god og afslappende oplevelse.
Om aftenen kan det varmt anbefales at tage en sejltur på Lake Champlain med skibet Spirit of Ethan Allen III, hvor der serveres en lækker middag, mens man nyder den smukke solnedgang. I Lake Champlain findes mange skibsvrag og sagnet siger, at et søuhyre holder til i søen. Personalet om bord fortæller mere end gerne om søens historie.

 

Burlington, Vermont – Lake George, New York (ca. 157 km.)


Fortsæt videre sydpå langs Lake Champlain og ind i staten New York. Efter et par timers kørsel ankommer I til Lake George i det sydlige Adirondack Mountains. Området ved Lake George er et spektakulært naturområde med bjerge og søer og indbyder først og fremmest til masser af udendørs aktiviteter af næsten enhver art lige fra ’white water rafting’ og hesteridning til adrenalinsuset i trætoppene med Adirondack Extreme Adventure Course. Sidstnævnte er lige sagen for den aktive og eventyrlystne. I svinger jer i tove fra gren til gren, glider i svævebane over floden og får brugt hver en muskel i kroppen. En utrolig sjov og anderledes måde at være aktiv på, bare I ikke er bange for højder. Er I til lidt mere jordbundne aktiviteter er der gode museer, markeder og ikke mindst masser af outlets, hvor I kan gøre rigtig gode køb. Med 2 nætter her har I god tid til at få prøvet de mange muligheder for oplevelser i og omkring Lake George.

 

 

 

Lake George, New York


Dagen er til fri disposition, hvor I kan opleve området omkring Lake George og alle aktiviteterne, som byen har og tilbyder de besøgende. Vi kan bl.a. anbefale en ridetur på hesteryg med Bennett´s Stable Riding, prøve river rafting, besøge det gamle Fort William Henry Museum i Lake George, bade i det store udendørs badeland Water Slide World, fornøje jer i forlystelsesparken The Great Escape med de mange rutsjebaner, tage på cykeltur fra Lake George til Saratoga eller tage en tur med toget ”Adirondack Scenic Railroad” fra Lake Luzerne til Lake Placid (kun om sommeren). I kan også bruge dagen på at opleve bjergene i Adirondack. På køreturen op til OL-byen Lake Placid kommer I igennem de mest fantastiske bjerglandskaber med idylliske søer et rigt dyreliv og helt enestående udsigter.

 

 

 

Lake George, New York – Barryville, New York (Catskill Mountains) (ca. 300 km.)


I forlader det skønne område og fortsætter sydpå ad Interstate 87 mod Catskill Mountains. Gør evt. et stop ved Visitor Centeret i Ferndale efter ca. 2½ times kørsel. Her kan I få en masse informationer og gode råd om området, og hvad I skal lave de efterfølgende dage i Catskill Mountains. Catskill Mountains er kendt viden om for sin store naturskønhed og er et yndet refugium for travle byboere, der finder fred og ro og afstresning i de vidunderlige omgivelser. Ferndale ligger sydvest for selve Catskill Mountains lige som landsbyen Barryville, hvor I skal overnatte de næste par dage. Tæt på Ferndal Visitor Center er der mulighed for at spise en god frokost på restauranten Milestone.

 

De næste 2 nætter tilbringer I i Barryville på et fantastisk Bed & Breakfast, beliggende på en klippetop med udsigt ud over Delaware River. Et lille, men helt unikt sted med kun 5 værelser og en helt sublim betjening.

 

 

 

Barryville, New York


Dagen er helt på egen hånd til at opleve det skønne naturområde. Udover en køretur ind i Catskill Mountains er der et hav af muligheder for oplevelser i området. I 2011 åbnede et lille distilleri, hvor der er mulighed for at komme på en rundtur i produktionslokalerne, samt efterfølgende en prøvesmagning af bl.a. vodka, whisky m.m. Distilleriet bruger kun lokale råvarer til fremstillingen af spiritus.

En anden attraktion i området er Bethel Woods Museum, som ligger på stedet for den berømte Woodstock koncert. Koncerten blev afholdt her i Bethel tilbage i 1969. Museet giver et indblik i Woodstock festivalens unikke historie og dens betydning som et højdepunkt for et årti med betydelig kulturel forandring, og hvad vi i dag kan lære af 60’erne og Woodstock. Bethel Woods Museum er stadig et aktivt center for musiklivet og kan huse ikke mindre end op til 15.000 tilskuere/tilhørere. Et fint og indholdsrigt museum med det ny amfiteater og I kan naturligvis se området hvor bl.a. Woodstock blev afholdt. Dette område er markeret med en mindeplade.

Hvis I ønsker en mere aktiv dag er der også mulighed for det. Landers River Trips arrangerer kano- og kajakture langs Delaware River. En dejlig afslappende måde og opleve naturen på. Hvis der skal mere fart og spænding på banen, så vil en tur i den 800 meter lange svævebane være et hit. Kittatinny River Trips arrangerer turen med det østlige USA´s længste svævebane, hvor farten kan nå op på ca. 80 km i timen.

 

 

 

Barryville, New York – New Haven - Mystic, Connecticut (ca. 299 km.)


Idag forlader I de bjergrige egne og sætter kursen mod kysten igen, nærmere bestemt byen Mystic i Connecticut. Turen går nord om New York City, og på vejen kan det anbefales at lave et stop ved Yale University i New Haven. Yale University er fra 1701 og det 3dje ældste institution for højere uddannelser i USA. Yale er gennem mange år anerkendt, som et verdens bedste universiteter. Få en guidet rundtur af en elev, som fortæller om livet på Yale og indenfor i de gamle historiske bygninger.

 

Mystic er en lille havneby og er indbegrebet af den legendariske New England charme. Nyd den maritime charme og hygge i den gamle bydel, Olde Mistick Village, hvor I bl.a. kan besøge det skandinaviske hus eller shoppe i de mange unikke små butikker. Mystic er også kendt for sit akvarium, som er et hit for de mindre børn med bl.a. søløveshow flere gange om dagen, pingviner, sæler m.m. Akvariet har bl.a. eksemplarer at den sjældne Beluga hval. Gå heller ikke glip af en tur i akvariets Nautilus teater. Og er I interesseret i søfartshistorie er The Museum of America and the Sea det førende museum indenfor dette område.

 

 

 

Mystic, Connecticut – Newport, Rhode Island - Hyannis, Massachusetts (ca. 195 km.)


I forlader Mystic og fortsætter jeres tur langs den smukke New England kyst i hjertet af USA's kulturelle vugge. Slutmålet i dag er Hyannis i Massachusetts på den berømte halvø Cape Cod.
På vej til Hyannis kører I igennem USA´s mindste stat Rhode Island og bør gøre holdt i Newport, som med dens fantastisk smukke palæer, dens position som hjemsted for historiske sejre i Americas Cup, dens Cliff Walk og andre spektakulære havudsigter, dens autentiske kolonibygninger, dens Newport jazz og folkemusik festivaler, og meget mere er kendt viden om . Tag evt. hen på turistinformationscentret og få et kort over byen og de mange seværdigheder.

 

I 1800 tallet flygtede mange newyorkere til Newport i de varme sommermåneder. Du vil langs ”Ocean Drive” se et utal af enestående palæer med bl.a. The Breakers som det absolut flotteste og mest imponerende. Det er bygget i 1890, inspireret af fransk og italiensk design, og var sommerbolig for Vanderbilt-familien, i sig selv et klart tegn på den overdådig, som venter en ved et besøg her. De mondæne palæer ligger langs Bellevue Avenue, og selv om mange stadig er privatejede, er der også mange, der er åbne for offentligheden. Udover the Breakers kan The Elms, Marble House og Rosecliff anbefales.

Nyd en dejlig frokost på havnen omkring Bannisters Wharf, hvor de laver en ganske fortrinlig Clam Chowder Soup, som New England er så kendt for. Vi kan anbefale at prøve suppen på restauranten Black Pearl, som normalt er godt besøgt.

På vejen videre fra Newport til Hyannis er der bl.a. mulighed for at besøge en af de mange vingårde i området. I kan f.eks. køre mod vingården Newport Wine Yards, hvor I kan få en rundvisning inkl. prøvesmagning (dog selvfølgelig ikke prøvesmagning til bilens chauffør).

Turen fra Newport til Hyannis varer ca. 1½ times tid. Hyannis er en rigtig hyggelig turistby med masser af liv i højsæsonen og et særdeles godt udgangspunkt for at udforske Cape Cod. De mange restauranter, barer og cafeer finder I på Main St i centrum. Der er mange flotte strande i området, som i øvrigt minder en hel del om Vesterhavet. I skal have to nætter i Hyannis med god tid til at udforske områdets mange oplevelser.

 

 

 

Hyannis, Massachusetts (Cape Cod)


I Hyannis ligger det lille fine JFK Museum. Byen var præsident John F. Kennedys ferieby, og det var her, han slappede af og bedst kunne koncentrere sig, når de store beslutninger skulle tages. På museet kan der opleves bl.a. video og fotomateriale fra tiden før og under præsidentperioden, der jo desværre fik en brat slutning med attentatet og drabet i 1963. Generelt tager museet udgangspunkt i de mange positive historier, der - stadig - klæber til en af USA’s mest populære præsidenter gennem tiderne.
Hyannis er ligeledes udgangspunktet for færgerne til de mondæne ferieøer, Nantucket og Marthas Vineyard.

 

Efter museumsbesøget kan I f.eks. køre til Falmouth, hvor I kan tage en cykeltur i området på egen hånd. En anbefalelsesværdig tur kan gå langs kysten til Woods Hole og tilbage mod centrum via den gamle nedlagte jernbanestrækning, der går igennem et marskområde. Frokostkan med fordel nydes i Falmouth centrum.

En anden mulighed er naturligvis køreturen ud gennem nationalparken Cape Cod National Seashore hele vejen ud til Provincetown (også bare kaldet P-Town), som ligger helt ude på spidsen. Generelt er Cape Cod grundlaget for en smuk dag i det naturskønne område. Ved kyststrækningen længst ude er der gode muligheder for bl.a. at se hvaler og sæler.

Provincetown er en meget anderledes by og har gennem århundreder været en by, der har tiltrukket meget kreative og kunstneriske typer og dermed også udvist et betydeligt frisind, som har betydet, at byen også har været- og er - et fristed for personer med f.eks. anden seksuel observans, så er der ikke sagt for meget. Udover at være rig på kultur, historisk arv og natur er byen således også en ægte party-by med adskillige festlige barer og restauranter direkte ned mod vandet. I kort cykelafstand fra byen ligger et par helt fremragende strande. En spændende og anderledes oplevelse. Husk at sætte ca. 1½ times tid af til at køre tilbage til Hyannis. Overnatning i Hyannis.

 

 

Hyannis, Massachusetts – Boston Internationale Lufthavn, Massachusetts (ca. 119 km.)


Så er det tid til sætte kursen mod Boston for hjemrejse til Danmark efter en fantastisk rundrejse i hjertet af USA's kulturelle vugge med masser af historie, kultur, natur og venlige mennesker.

Turen fra Hyannis til Boston tager ca. 2½ times tid og undervejs er det muligt gøre stop i Plymouth (efter ca. 45 min kørsel) ved den berømte Plimouth Plantation.
Her kan I opleve et af de første steder, hvor de britiske kolonister lagde til land i starten af 1600-tallet. Stedet giver en god historisk fortælling om Amerikas spæde begyndelse på en autentisk og levende måde. Blandt andet kan I se en video i det store besøgscenter, opleve indianerlandsbyen, hvor skuespillere viser, hvordan livet var dengang, gå ombord på Mayflower II, der var skibet de ankom i samt meget, meget mere. Det er helt klart et besøg værd og passer fint ind på turen mod Boston og i øvrigt som et passende punktum for hele turen, her hvor det hele startede.

Kør herefter direkte videre mod Logan Int’l Airport i Boston.

 

Ankomst Danmark


I ankommer til Danmark efter en oplevelsesmættet rundrejse i New England.

 

 

Billeder fra Det bedste af New England

Klik på et billede for at åbne billedgalleriet for Det bedste af New England. Når billedet er åbnet i stort format, kan du gå til forrige eller næste billede ved at klikke på billedet. Alternativt kan du bruge piletasterne på dit tastatur. Klik i området udenfor billedet for at lukke galleriet.