Minneapolis er kendt i USA som en skandinavisk by, hvilket også har smittet af på det lokale american football team, Minnesota Vikings. Den ligger ved Mississippi-floden og er også kendt for dens mange teatre, museer, kunstgallerier og grønne parker, der gør det let at leje en cykel og cykle rundt i byen.
I Nicollet Mall findes en række smarte forretninger og springvand i en gade for kun fodgængere og busser. Der er bygget skyways hen over gaden, så man kan gå mellem forretningerne uden at skulle udenfor.
Den gamle bydel, Mississippi Mile, ligger langs Mississippi-floden, hvor gamle broer og gader er bevaret. De gamle pakhuse huser i dag moderne forretninger.
Mall of America er et kæmpe center med forlystelser og forretninger fordelt på et 390.000 m2 overdækket areal. Centeret huser over 500 specialbutikker, biografer, restautanter, natklubber og midt i det hele et kæmpe forlystelsescenter, Camp Snoopy, med Nusser, Søren Brun og vennerne. Også Lego er repræsenteret med et stort udstillingscenter.
I udkantet af Minneapolis har 11 indianerstammer bygget en række casinoer i deres reservater, der har startet en helt ny turistindustri i Minneapolis.