![]() |
Her kan du se og opleve:
Great Kruger Nationalpark er Sydafrikas største nationalpark på størrelse med Jylland. Fordi det er den største nationalpark, er det også den der byder på langt den største population af de vilde dyr - dem vi gerne rejser langt væk for at se og opleve. Vær forberedt på et uforglemmeligt eventyr i en kombination mellem storslået natur og fænomenal luksus.
I dette vældige område venter der den rejsende mange fantastiske dyreoplevelser. Kruger Parken er mere en rejse igennem plante- og dyreliv end blot oplevelsen af at opleve "Big Five" - leopard, løve, næsehorn, elefant og bøffel.
Vi vil naturligvis alle gerne opleve dem, men at se den smukke sabelantilope, vandbukken, stenbukken og kuduen er bestemt også betagende, mens man i baggrunden svagt lytter til mange af de næsten 500 forskellige fugles fløjten eller skræppen, f.eks. den afrikanske jacana eller fiskeørn, som i stilheden svæver med stor præcision mod sit bytte.
Alle ens sanser bliver skærpet på safari, og ens engagement intensiveres i bestræbelserne på at opleve planter, dyr og fugle før ens medrejsende.
Kruger Parken er et meget yndet offentligt safariområde, hvor man kører i eget køretøj, og dermed er på egen hånd i sin søgen efter dyreoplevelser. Det sker ad asfalterede veje og mindre grusveje. For ikke at beskadige vegetationen skal man nøje følge safarivejene.
Overnatning i Krüger foregår ofte i telt på campingplads eller på såkaldte restcamps, hvor der ofte overnattes i bungalows og er tilknyttet både en restaurant og en lille købmandsforretning, så man kan proviantere på sin vej. Det er ligeledes muligt at bo i en luksuriøs lodge på grænsen til Nationalparken, hvor chancen for at opleve elefanter drikke af din private swimmingpool samt chancen for at opleve zebraer vandre forbi på teressen er relativ stor.
Kruger Nationalpark er registreret for 147 dyrearter, 50 fiskearter i de fem store floder, der gennemløber Nationalparken, 505 fuglearter og 330 forskellige træarter samt et fauna af blomster og sommerfugle i alle regnbuens farver. Uanset om du er til luksus eller mere primitive rejseformer, så kan vi skræddersy din næste safaritur efter netop dine behov.
