Team Benns facebook Team Benns Twitter Team Benns youtube kanal

Safari begreber

 

 

Safari
Safari kommer fra Swahili og betyder "at rejse" og dækker i dag over en rejse med henblik på at se og opleve vilde dyr.

Lodge
Er et “safarihotel" beliggende i vildtområderne. En lodge har faste vægge i værelserne. Typisk lavet af træ og/eller sten.

Tented lodge
En 'tented lodge' er indkvartering, hvor alle værelser, og i nogle tilfælde også fællesområderne, er lavet af kraftigt kanvas. Værelserne har typisk samme faciliteter som en safari lodge.

Safari camp / Mobile safari camp
Er opbygget af kanvas. Teltene kan variere i størrelse, men normalt med fuld ståhøjde, senge, borde, stole og et mindre toilet i eller tæt ved værelsesteltet. Safari Camps sættes op i kortere eller længere perioder i udvalgte områder, typisk afhængig af vejret og ikke mindst vildtets vandringsmønster. Stemningen er meget identisk med "de gode gamle dages" ekspeditioner. Mobile Safari Camps bliver sat op og taget ned til hver enkelt gruppe af gæster. Den form for safari kan ofte være ganske kostbar. 

Camping
Camping i telt bruges for det meste på rundrejser, hvor prisen oftest er en del lavere end ved lodge indkvartering. I det sydlige Afrika køres der typisk i ekspeditionskøretøjer og i Østafrika i almindelige safaribiler. Der camperes på campingpladser, der ofte har basale faciliteter. Tit skiftes der mellem camping og lokale hoteller i løbet af en rejse. Kan anbefales til alle, der ikke stiller for store krav til traditionel komfort.

Hotel

Begrebet bruges udelukkende i byer og ved kystophold.

Boma
Udendørs spiseområde, omhegnet af træpæle eller en mur af tykke strå eller sten. Et udtryk oftest anvendt i det sydlige Afrika.

Bush shower
Varmt vand bliver fyldt i en beholder udefra og flyder gennem en slange til brusehovedet inde i teltet. Vandet varmes over bålet.

Bush
Vildnisset / naturen / savannen / skoven

Game Drive
Safarikørsel. Køres oftest om morgenen og om eftermiddagen. På vores egne rundrejser i Kenya og Tanzania køres der tre gange dagligt eller med heldags Game Drives.  Visse steder også aften/nat kørsel.

Game Viewing
At opleve/betragte/finde de vilde dyr.

Game Walk/ Walking Safari/ Bush Walk
En safari til fods og i selskab med lokale naturvejledere. Foregår oftest midt på dagen, hvor dyrene er mindst aktive. I områder med større og farlige dyr ledsages man ofte af bevæbnet ranger/guide.

Bird walk
På fuglekikning til fods med en lokal naturvejleder

Game Cruise
Safari i åbne både.

Bush Breakfast
Morgenmad arrangeret i naturen. Kan udvides til frokost og middag.

Sundowner
En drink med eller uden alkohol som nydes ved solnedgang

Manyatta
Swahili, og dermed i Østafrika, for landsby.

Game Reserve
Vildtreservat

Mokoro
En udhulet træstamme som fungerer som kano i Okavango deltaet i Botswana - ofte fra et pølsetræ eller ibenholt. I dag ses de også lavet af kunstmateriale.

Nationalparker
I Østafrika skelner man mellem 2 slags vildtområder - National Parker og vildtreservater også kaldet Game Reserves. Nationalparkerne er underlagt staten og har til formål at beskytte landskab, dyr og planter. Mennesker må ikke færdes frit her og udnyttelse af området er forbudt. Vildtreservaterne skal sikre naturen mod overudnyttelse. Lokale stammer kan få dispensation til at lade deres kvæg græsse her. Eksempelvis lader masaierne deres kvæg græsse  i Masai Mara i Kenya og i Ngorongoro-krateret i Tanzania.

The Big 5
Løven, bøflen, næsehornet, leoparden og elefanten. Kaldes sådan, fordi de af jægerne i gamle dage var de farligste og sværeste at nedlægge.

Kopje
En lille, naturlig bakke, ofte klippefyldt, på safarisletten.

 

 

 


Afrika nyt
Kunderne fortæller