|
|
Dag 1 |
Afrejse fra København til Kina, Beijing |
|
|
Midt på aftenen sætter vi os til rette i SAS flyet som skal bringe os til Kinas hovedstad Beijing.
En flyvetur på lidt over 9 timer.
Der er denne dag inkluderet forplejning på flyveturen.
|
|
|
Dag 2 |
Ankomst til Kina, Det Olympiske Stadion og velkomstmiddag |
|
|

Sidst på formiddagen lander vi i Beijings lufthavn. Efter indrejseformaliteterne tager vi hul på vores spændende udflugtsprogram. Første stop er parken foran det imponerende Bird Nest Stadium. Som navnet antyder, har det topmoderne stadium form som en enorm fuglerede. Det var på dette stadion, at atleterne kæmpede om medaljer ved De Olympiske Lege i 2008. Fuglereden har plads til 80.000 tilskuere og er med et skelet på 110.000 tons stål blandt verdens største stålkonstruktioner. Byggeriet tog fem år og anslås at have kostet omkring 2,5 milliarder kroner. Vi ser det Arkitektoniske mesterværk udefra hvorefter turen fortsætter til vores centralt beliggende hotel. Efter værelsesfordelingen er resten af eftermiddagen til afslapning inden vi atter mødes til velkomstmiddag.
Der er denne dag inkluderet forplejning på flyet og velkomstmiddag.
|
|
|
Dag 3 |
Den Himmelske Freds Plads, Den Forbudte By, Kulhøjen, byplanmuseet og traditionelt te-hus |
|
|
Dagen i dag står i kejsernes. Første stop bliver på Den Himmelske Freds Plads, eller Tian An Men-pladsen som den hedder på kinesisk. Den Himmelske Freds Plads, er med sine 40 ha blandt de største offentlige pladser i verden. Den blev anlagt 1651 og udvidet til sit nuværende omfang i 1958, samtidig med at der midt på pladsen blev rejst en 36 meter høj obelisk, med motiver af ”Folkets Helte” i kampen mod at befri Kina. Omkring, og på pladsen finder man bl.a. kinesernes parlament, Folkets Store Hal, historiske bygninger, mausoleet for den store landsfader Mao og det kejserlige palads Den Forbudte By. Der bliver lidt tid til at gå rundt på pladsen på egen hånd inden vi mødes foran det store billede af formand Mao over Den Himmelske Freds Port, hvor Mao udråbte Folkerepublikken Kina i 1949.
Kejserpaladset Den Forbudte By ligger lige nord for Den Himmelske Freds Plads. Her, inde bag de tykke røde mure, boede og levede landets skiftende kejsere, gennem næsten 500 år, med hele deres hof af eunukker, konkubiner og tjenestepiger, beskyttet af kejserens livgarde, frem til 1912 hvor den sidste kejser Puyi abdicerede fra magten. Han beholdt dog sin titel og var tvunget til at leve i byen indtil 1924, hvor han blev afsat som kejser. I al den tid var almindelige borgere forment adgang til den kejserlige by, medmindre de var meldt i forvejen i lovligt ærinde eller var indbudt af hoffet. Trodsede man forbuddet, blev man et hoved kortere. Sådan er det heldigvis ikke længere, og vi er velkomne til at krydse broen til paladset og opleve den prægtige by, som datidens kinesere måtte nøjes med at fantasere om. Paladset havde nærmest karakter af en lille by, og skulle efter sigende omfatte ikke mindre end 9999 rum. Vi besøger ikke alle, men har derimod godt tid til at vandrer gennem lange korridorer og over paradepladser til Den Højeste Harmonis Hal. Dette var hjertet i det kinesiske rige, for det var i denne vældige bygning med de tykke, røde mure og de svungne gule tegltage, at dragetronen stod. Det var herfra Himlens Søn udstedte dekreter og love, der havde gyldighed i selv de mindste af rigets byer tusindvis af kilometer borte. Der var også love, som kun gjaldt borgerne i Beijing. For eksempel befalede kejseren, at ingen bygninger i Beijing måtte være højere end murene omkring den kejserlige by. Først efter at den sidste kejser blev styrtet, blev der bygget højere.
Vi spadserer gennem smukke haver med krogede træer og store kar til konkubinernes kvarter, der ligger tæt på kejserens private gemakker. På den måde kunne de let tilkaldes, hvis Himlens Søn havde kræfter tilbage efter en lang arbejdsdag. Undervejs lytter vi til beretninger om magtfulde børnekejsere, intrigante eunukker, mord på konkubiner og meget, meget mere.
Lige nord for Den Forbudte By ligger Kulhøjen – en gammel kejserlig park, som består af jord der blev gravet væk for at skabe paladsets voldgrave. Fra toppen er en fantastisk udsigt over det kejserlige palads og den centrale del af Beijing, og i godt vejr mødes ældre kinesere for at spille kort, synge eller danse i parken. Senere besøger vi byplanmuseet få hundrede meter fra Den Himmelske Freds Plads. Det er ikke et kedeligt og støvet museum, for her er alt det nyeste inden for teknikken taget i brug for, på en spændende og overskuelig måde, at give et godt overblik over Beijings historie og byens udvikling og forvandling.
Eftermiddagens program slutter med at besøge et traditionelt te-hus. Kineserne påstår, at te er godt for fordøjelsen, men også at huden skulle blive mere glat og smidig. Vi smager flere forskellige slags te under en traditionel te ceremoni, og bagefter bliver der naturligvis mulighed for at købe de fine varer.
Vi er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost og aftensmad.
|
|
|
Dag 4 |
Lama Templet, Trommetårnet, hutonger, cykeltaxi og ”Silkemarkedet” |
|
|

Dagens udflugtsprogram starter med et besøg i det storslåede Lama Tempel der blev oprindeligt opført som palads i 1694, og var på et tidspunkt prins Yonghegong’s bolig inden han blev udråbt til kejser. I 1744 blev stedt derfor omdannet til tibetansk-buddhistisk tempel. Det er et af de flotteste i Beijing og den bedst bevarede lamaistiske helligdomme uden for Lhasa i Tibet. Da det gamle palads blev lavet om til tempel begyndte munke fra Mongoliet og især Tibet at bosætte sig her, og kun takket være en speciel indsats lykkedes det at redde bygningerne fra rødgardisternes hærgen under kulturrevolutionen, så vi i dag kan glæde os over synet af bedende munke, velbevarede statuer, og den 18 meter høje Buddha, der er skåret ud af ét stykke sandeltræ og belagt med bladguld, vil uden tvivl tage pusten fra de fleste.
Herefter går turen til Trommetårnet, hvorfra vi har en god udsigt over hutongernes tage. Tårnet er fra 1420, og trommeslagene hjalp førhen byens borgere med at holde styr på tiden. Her findes ligeledes ”verdens største” tromme, der har en diameter på 285 cm og vejer 625 kilo, og den blev lavet til en trommekonkurrence i 1996.
Vi sætter os godt til rette i de ventende cykeltaxier som skal bringe os til et af de ældste boligkvarterer i Beijing. Vi kører med gennem de smalle gader for at besøge de berømte hutonger, som er traditionelle boligkvarterer bygget dengang, man stadig overholdt reglen om ikke at bygge højere end kejserpaladsets mure.
Ordet ”hutong” stammer fra det mongolske ord ”hottog”, som betyder brønd. Det giver god mening, for de gamle huse er nemlig bygget op omkring de brønde, som mongolerne gravede for at skaffe vand til deres heste. For at beskytte sig mod tyveknægte byggede beboerne deres huse tæt op ad hinanden, og efterhånden opstod de smalle gader, vi ser i dag. Vi besøger en familie og oplever, hvordan de bor og lever, inden vi skal tager på marked.
Der findes masser af spændende markeder i Beijing, men et af de mest kendte er nok Silkemarkedet. Her faldbyder de mange handlende mærkevarer kopier, silke- og bomuldstøj til priser langt under hvad vi er vant til hjemme i Danmark.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost og aftensmad.
|
|
|
Dag 5 |
Cloisonné fabrik, ”Åndealleen”, Ming-gravene, lokal landsby og Den Kinesiske Mur |
|
|

Vi starter turen med at gøre holdt ved en fabrik, hvor vi ser, hvordan man laver cloisonné. Cloisonné er navnet på en form for kinesisk emaljearbejde, der kan spores tilbage til det 13. århundrede. Det er et tidkrævende stykke arbejde at belægge de mange vaser og fade med kobbertråd i fantastiske mønstre. Ikke mindst da de komplicerede mønstre senere skal dekoreres med overdådige farver inden det hele til sidst brændes og poleres.
Turen fortsætter til stedet hvor 13 af de 16 Ming-kejsere ligger begravet. Det er nøje udvalgt efter ældgamle principper hvor gravene er omkranset af bjerge mod nord, øst og vest, hvilket gør det nærmest umuligt for de onde ånder, der kommer med vinden fra nord, at trænge ind og forstyrre kejsernes gravfred. Vejen fra syd er derimod åben, men den bevogtes af en æresgarde af stenfigurer. Nogle forestiller generaler. Andre embedsmænd. De har selskab af løver, kameler, elefanter og kinesiske fabeldyr. Vi vandrer ad ”Åndevejen” og begiver os siden til Chang Lings grav hvor kejser Yong Le, der var den tredje kejser af Ming-dynastiet, ligger begravet. Yong Le var manden, der gjorde Beijing til hovedstad, og det var på hans befaling, at Den Forbudte By og Himlens Tempel blev opført.
Størstedelen af Kinas befolkning bor på landet, og selvom de økonomiske reformer i første omgang hjalp bønderne til en højere levestandard, er de økonomiske udsigter for befolkningen på landet nu igen dystre, og flere millioner mennesker bryder hvert år op for at drage til byen på jagt efter arbejde. Dagens besøg giver os et levende indblik i de forhold, der hersker på landet i Kina.
Det er uden tvivl enhver Kina-rejsendes drøm at bestige Den Kinesiske Mur der er beliggende i bjergene nord for Beijing – en drøm, der virkeliggøres på den sidste del af denne dags udflugt. Den mægtige mur strækker sig gennem landet fra Kinas østkyst til langt ind i Gobiørkenen og er med rette en af verdens mest berømte bygningsværker. Oprindelig blev den mere end 6.000 kilometer lange mur opført som værn mod mongolske nomadestammer. Byggeriget blev påbegyndt efter ordre fra Kinas første kejser Qin Shi Huangdi og en arbejdsstyrke på omkring 300.000 mand knoklede dag og nat i 10 år på at fuldføre projektet. Nogle var soldater. Andre var tvangsudskrevne bønder. Når vi har set os mæt på det storslåede landskab og muren som kilometer efter kilometer følger de stejle bjergrygge for til sidst at fortabe sig i horisonten, går turen tilbage til hotellet i Beijing.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost og aftensmad.
|
|
|
Dag 6 |
Tai Chi, Himlens Tempel, pandaer i Beijing Zoo, Sommerpaladset og Perlemarkedet |
|
|
I den tidlige morgenstund kører vi til parken omkring Himlens Tempel. Her kan man hver morgen opleve et fantastisk folkeliv hvor især den ældre generation dyrker gymnastik, folkedans, Tai Chi, kortspil, korsang, badminton og drageflyvning.
Byens vartegn er Himlens Tempel og her i denne park ligger det bedst bevarede af de mange templer og offersteder, som tidligere lå omkring det gamle Beijing. I kejsertidens Kina mente man, at dette var universets centrum, og to gange om året drog kejseren hertil for at bede til de himmelske guder og forfædre. Årets første besøg blev aflagt for at bede om en god høst, og årets andet besøg når høsten var i hus. Templet er bygget i træ helt uden brug af søm, og på en terrasse af hvid marmor hæver det cirkelrunde tempel sit blå-glaserede tegltag mod Beijings himmel. Indenfor i templet findes mange af de forfædre tavler, røgelseskar og musikinstrumenter, som blev brugt, når kejseren kom for at bede til Himlens Søn.
Herefter kører vi til Zoologisk have for at se pandaer. Kæmpepandaen, som den også kaldes, har været symbol for Verdensnaturfonden (WWF) siden stiftelsen i 1961. Der er kun omkring 1.000 pandaer tilbage i dens oprindelige omgivelser som er i 1.500 – 3.500 meters højde, i de kinesiske tågeskove. Dertil kommer nogle få zoologiske haver rundt om i verden. Dermed hører den til blandt de mest truede dyrearter og er svære at få til at yngle i fangenskab. Men det lykkedes heldigvis nu og da. Pandaen bruger op mod 14 timer på at æde og det er ikke ligefrem den store variation i kosten som hovedsagligt består af 10-20 kilo bambus. Velbekomme!
Vi begiver os til den nordvestlige del af Beijing for at besøge Sommerpaladset. I århundreder fungerede stede som sommerbolig for Kinas skiftende kejsere, og her, ved bredden af den kunstigt skabte Kunming-sø søgte de tilflugt for sommerens støv og varme inde i Beijing.
Her knejser pagoder med svungne gule tage fra toppen af fyrretræsklædte bjerge i fællesskab med kunstfærdigt overdækkede gangstier der snor sig gennem parken til pavilloner og svungne broder, som alle spejler sig i søens blanke vand. Der er ikke noget at sige til, at især enke-kejserinde Cixi havde et nært forhold til paladset og de smukke rolige omgivelser. Dog er det så som så med freden i den nu offentligt tilgængelige park. Men skønheden og den tidløse atmosfære er stadig til stede.
Dagens sidste stop er ved Hongqiao markedet, eller Perlemarkedet som det også kaldes, er et af Beijing mest kendte og spændende markeder, der på trods af navnet sælger alverdens ting. Fordelt på seks etager tilbydes alt hvad hjertet begærer. Lige fra ting man nemt kan undvære til elektronik, tøj, lædervarer, perler og smykker. Lige bag ved Perlemarkedet ligger legetøjsmarkedet hvor der ligeledes er mulighed for at kaste sig ud i forhandlingens kunst når der skal købes nyt legetøj med hjem til børnene eller børnebørnene.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost og aftensmad.
|
|
|
Dag 7 |
Oplevelser på egen hånd og Peking and |
|
|
Oven på nogle intense og begivenhedsrige dage med den ene oplevelse efter den anden er dagen i dag afsat til at man på egen hånd kan gå på oplevelse i Beijings gader. Der er masser at tage sig til. Besøg fx de spændende kunsthaller 798, hvor der er rig mulighed for at se hvad der rør sig på den kinesiske kunstscene. Tag en tur med metroen eller bevæg dig ind i virvaret af små gyder hvor der er mulighed for et spændende kig ind i den menige kinesers hverdag. Lej en cykel og cykel over Den Himmelske Freds Plads eller besøg en af byens parker.
Eller hvad med en slentretur ned af Qianmen Dajie, der er opført præcis som gaden så ud under kejsertiden. Ønsker man gøre de sidste indkøb, kan dagen bruges på et af byens mange markeder hvor de mest kendte og populære er silkemarkedet, perlemarkedet og det russiske marked, eller man kan besøge byens eksklusive butiksstrøg, Wangfujing. Får man nok af stormagasiner kan man i stedet søge tilflugt på antikvitetsgaden, Liulichang. Engang lå her de fabrikker, der producerede glaserede tegl til Den Forbudte Bys tage. Senere fandt bogtrykkerne og boghandlerne på at slå sig ned her. I dag har man rekonstrueret og genopført husene langs gaden, hvor man finder den ene boghandel og kunstbutik efter den anden som bugner af malerier, kalligrafiske værker og antikviteter. Mulighederne er mange og for enhver smag.
Om aftenen sætter vi punktum for vores spændende rejse med en af Kinas kulinariske oplevelser, når vi sætter os til bords på for at smage den berømte Peking and. Mange timers forberedelse er gået forud, før det sprøde andeskind- og kød kan serveres med små tynde pandekager, hoisin-sauce og friske forårsløg.
Der er denne dag inkluderet morgenmad og afskedsmiddag.
|
|
|
Dag 8 |
Hjemrejse til Danmark |
|
|
Det er tid at sige farvel – eller på gensyn – med Kina. Midt på dagen sætter vi os til rette i flyet mod Danmark med kufferten fuld af håndfaste minder efter en uforglemmelig rejse til ”Kejserstaden”. Vi forventer at lande i Københavns Lufthavn først på aftenen.
Der er denne dag inkluderet morgenmad på hotellet og forplejning på flyveturen.
|
|
|
|
|
|
>> Kontakt os på tlf. 65 65 65 60
>> Mail: asien@team-benns.com
Læs mere om vores:
Rundrejser i Cambodia
Rundrejser i Filippinerne
Rundrejser i Indien
Rundrejser i Malaysia
Rundrejser i Thailand
Rundrejser i Vietnam
|