| Merete har været ansat hos TEAM BENNS siden 2003, hvor hun startede som sælger af grupperejser. Efter ønske om nye udfordringer, startede hun i efteråret 2006, i vores individuelle afdeling for eksotiske rejser. Merete har stor rejseerfaring, både fra oversøiske, men også europæiske rejser/ferier. Hun har selv boet og arbejdet i Rocky Mountain National Park i sammenlagt et år. Merete har også været på rygsæksrejse i Thailand, New Zealand og Australien i et halvt år. Derudover har hun besøgt USA og Canada flere gange. | ![]() |
Mauritius - grøn og smuk
Mauritius er en lille ø, som ligger i det indiske Ocean. Og efter at jeg nu selv har været der, kan jeg kun sige, at det er en paradis ø.
Øen er helt fantastisk smuk og betagende. Der er stor variation og øen rummer alt fra vulkankrater til stejle koralvægge og de smukkeste hvide sandstrande. Noget der er så smukt, kan være svært at beskrive. Det skal næsten opleves.
Selve øen er på størrelse med Fyn, og mange vil nok betegne øen som meget romantisk. Men øen byder på meget mere end romantik. Landskabet er kuperet og bjergrigt, og med en helt enestående farvepragt. Der er alle muligheder for at gå på opdagelse, og for at få de smukkeste naturoplevelser længe.
Mauritius hovedstad hedder Port Louis, og er absolut et besøg værd. Dagtimerne er travle i de små gader. Jeg kan anbefale et besøg i China Town og det centrale marked med alskens afgrøder og daglige fornødenheder. Water Front er også et besøg værd. Her er der masser af butikker, restauranter og shoppingmuligheder. Aften- og nattelivet er beskedent. Det mere eksotiske aften- og natteliv er koncentreret omkring Grand Baie i nord. Oprindelig et lille fiskeleje, som nu summer af liv.
Hvert sit særpræg
Mauritius forskellige kyster har hver især deres særpræg. Nordkysten er præget af små hyggelige landsbyer og flotte strande, hvor man har mulighed for, at trække sig lidt væk til ro og afstresning.
Østkysten "Flacq", blev tilbage i 1700-tallet indtaget af hollænderne. De var de første til at introducere sukkerrørsplanten, hvilket øen i dag bærer præg. Dyrkningsforholdene er ideelle på grund af klimaet, som er behageligt hele året rundt. Der kan dog til tider komme regnskyl, men bjerget som ligger midt på øen, giver læ for østkysten.
Østkysten er derfor et attraktivt turistmål. Til dels på grund af klimaet, men også på grund af de pragtfulde strande, som ligger langs kysten. Her er der virkelig lagt op til badeferie og vandsportsaktiviteter.
På vestkysten, Rivíere Noire, vil man udover de hvide strandstrande, kunne få nogen af de bedste naturoplevelser. Området er meget kendt for sit dybhavsfiskeri, men også naturreservaterne Macchabèe Forrest og Rivìere Gorges er attraktive.
På øen vil man kunne udfordre sig selv i naturen. Blandt andet gennem bjergklatring eller vandring i grotter og tunneler.
På grund af vandforholdene, er der de ideelle forhold for dykkere, som vil kunne få uvurderlige oplevelser på havet.
Sydkysten er meget lidt besøgt, men det skyldes dog ikke omgivelserne. Igen er der mulighed for spændende oplevelser i det bjergrige terræn med skove, floder, strande og historiske bygninger.
Byen har ikke udviklet sig meget, men befolkningen er yderst venlige og hjælpsomme. Noget der generelt kendetegner hele Mauritius.
Det vil være oplagt at leje en bil, så man kan udforske øen. Det er nemt at komme rundt, og man for helt klart de bedste oplevelser på denne måde. Så det vil jeg klart anbefale.
Luksus i hyggelig engelsk kolonistil
Mauritius har nogle overdådige hoteller, hvor der er lagt vægt på helheden.
De hoteller vi har på Mauritius, har alle spa faciliteter. De tilbyder hver især, et bredt udvalg af behandlinger og massager i afslappende omgivelser. En perfekt gave til sig selv, og et fristed for krop og sjæl.
En af de største oplevelser, fik jeg på det luksuriøse og helt fantastiske hotel, The Residence. Alt var så gennemført, og intet var overladt til tilfældighederne. Hotellet er enormt luksuriøst, men samtidigt meget hyggeligt. Omgivelserne var meget pusttagende, og betjeningen i topklasse. Jeg fik tildelt min egen butler, som nærmest ville gøre alt for en. Det osede af luksus, og man blev hurtigt helt forvent.
Udover luksus, romantik, afslapning og intim stemning på de forskellige hoteller, så er Mauritius et oplagt sted for golfinteresserede. Øen er kendt for gode og flotte golfbaner, og nogen af hotellerne har deres egen. Personalet på hotellerne er meget service minded og hjælpsomme, så de vil altid kunne være behjælpelig med programplanlægning og lignende.
Ideelt ferieparadis
Mauritius er ideel til både oplevelse- og afslapningsferie. Pragtfulde hvide sandstrande, skønne hoteller og en venlig, charmerende og imødekommende befolkning, gør denne lille ø til et lille ferieparadis.