|
|
Rejser til Quito, Ecuador
Sydamerikas sympatiske hovedstad
Quito tager pusten fra en - og det i bogstavelige forstand, når man lander i den tynde bjergluft i 2850m. højde. Beliggenheden er fantastisk i en langstrakt dal for foden af Pichincha vulkanen. Lufthavnen ligger bogstaveligt midt i byen, så der er kun ca. 15min kørsel til alle hotellerne.
Selvom byen har 1,5 millioner indbyggere er centrum begrænset til et meget overskueligt areal delt i en ny og gammel bydel. Den gamle bydel ligger mod syd og gemmer på arkitektoniske mesterværker i spansk kolonistil. Store dele af bykernen er erklæret verdens kulturarv af UNESCO, og gamle flotte byhuse ligger side om side med store pladser, klostre, kirker og katedraler som gemmer på nogle af Amerikas største kunstskatte.
Det gamle historiske centrum opleves bedst på en guidet tur gerne efterfulgt af en romantisk aften med hestevogns tur i de oplyste gader og en skøn middag ved Plaza Grande.
Det nye centrum er forretningscentrum med banker, multinationale firmaer, luksuriøse shopping centre, biografer, natklubber, cafeer, restauranter, førsteklasses hoteller og parker. Hovedgaden i det nye centrum er Av. Amazonas, og strækningen mellem El Ejido og Carolina Parken er specielt populær blandt turister. Området er også kendt som Mariscal Sucre og her hersker der en helt speciel stemning med små originale og intime cafeer, barer, forretninger, hoteller og restaurant miljøer med indflydelse fra alverdens lande.
For at få det store overblik bør man tage en tur op ad Pichincha vulkanen med den nyåbnede kabelbane El Teleferico, hvorfra man i de tidlige morgentimer har panorama udsigt over byen og hele den centrale del af Andesbjergene. Mod nord kan man se Ækvator monumentet Mitad del Mundo, som er et af Quitos "Must do".
Quito er fyldt med kulturelle tilbud, som strækker sig fra spændende historiske museer, gallerier med moderne kunst, udendørs kunstudstillinger, hyggelige spillesteder, poesicafeer, andes danseshow til salsa klubber, tyrefægtning og enestående byfester.
Storbyen har et behageligt klima året rundt med flotte solbeskinnede morgener, høj blå himmel og en dagstemperatur som på en dansk sommerdag. I regntiden fra februar til maj kan der forekomme kraftige torden byger ud på eftermiddagen men det varer kun nogle få timer, så klarer det op igen. Pga. af højden er nætterne kølige.
Billeder fra Quito
Klik på et billede for at åbne billedgalleriet for Quito. Når billedet er åbnet i stort format, kan
du gå til forrige eller næste billede ved at klikke på billedet.
Alternativt kan du bruge piletasterne på dit tastatur. Klik i området udenfor billedet for at lukke galleriet.
Fakta om Ecuador
Størrelse
283.560 km2
Antal indbyggere
13.34 mio.
Religion
Katolikker
Sprog
Spansk samt indianske sprog.
Vaccinationer
Det vil anbefales at blive vaccineret, for at forebygge evt. sygdom som følge af de fremmedartede bakterier og levevilkår. Tjek vaccination.dk eller rejsedokter.dk for yderligere information eller kontakt din læge.
Valuta
U.S dollar(US$). Tjek valutakurser.dk for opdatering af kurs.
Visum
Som udgangspunkt er Ecuador og Galapagos visumfrit for danske statsborger i op til 6 måneder. Passet skal være gyldigt 6 måneder efter forventet hjemkomst. Børn skal som hovedregel have deres eget pas. Udenlandske statsborgere, herunder personer med dansk flygtningepas eller fremmedpas, opfordres til at søge oplysning ved en ambassade eller et konsulat.
Det anbefales at undersøge evt. ændringer i visumregler ved de enkelte landes ambassader eller ved det danske Udenrigsministerium um.dk
Tidsforskel
Når klokken er 12.00 i Danmark (sommertid), er den 05.00 på fastlandet i Ecuador.
Når klokken er 12.00 i Danmark (vintertid), er den 06.00 på fastlandet i Ecuador.
Galápagosøerne er en time efter fastlandet i Ecuador.
Drikkevand
Man bør holde sig fra drikkevand og i stedet købe vand på flaske.
Elektriske stik
På Eucador og Galapagos benytter man 120-127 volts AC, 60Hz. Se evt. opdatering på kropla.com
Transport på destinationen
Bus er det mest anvendte transportmiddel i Ecuador og dækker det meste af landet, men forsinkelser og aflysninger er normalt, og de stopper ofte mange gange undervejs. Der findes enkelte togruter, men de er dog mere underholdende end praktiske. Der findes mange biludlejningsfirmaer i Quito, men det er meget dyrt at leje køretøjer, da biltyveri ofte finder sted. Taxakørsel er billigt i Ecuador og taxametret bruges stort set kun i Quito. Taxaer kan lejes for en hel dag, hvilket gør det nemt at planlægge egne ture.
Bådtransport
I Amazonområdet og i det vestlige lavland er bådtransport meget udbredt. Oftest er det små træbåde med en påhængsmotor, der propfyldt med passagerer besejler små og store floder. De ser skrøbelige ud, men tag det roligt. De kæntrer næsten aldrig.
Skal man besøge Galapagos øerne, skal man fyve fra Quito eller Guyaquil til øerne. Ellers foregår turen på Galapagos med båd og arrangementet kæbes som en samlet pakke fra Quito eller Guayaquil.



