Vancouver Island
Vancouver Island er på størrelse med Jylland med imponerende bjerge, skønne skove, brede sandstrande, smukke fjorde og barske klipper. Her lever et helt enestående dyreliv og øen tiltrækkes hvert år af mere end 2 millioner turister fra hele verdenen. Der går færger fra både Vancouver og Seattle (USA) til Victoria.
Victoria
Her finder man en dejlig afslappet atmosfære. Byen er den mest britiske i Canada og de gamle London dobbeltdækkere malet i Union Jack er et tydeligt bevis. Victoria er hovedstad for staten British Columbia. Med under 70 cm regn om året og en hel del sol er Victoria blevet meget populær. Brostensgader, pubber, pladser og parker kendetegner byen. Det kan varmt anbefales at besøge Royal British Columbia Museum i Belleville Street. Her fortælles historien om British Columbia og dens natur og kultur. Også Empress Hotel fra 1908 er et besøg værd. Det gamle hotel er enorm britisk og yderst velegnet til en kop eftermiddagste.
Pacific Rim National Park
130 km ad øens vestkyst dækkes af nationalparken Pacific Rim. Turen dertil tværs over øen er utrolig smuk og vi opfordrer til at man giver sig god tid til at kunne gøre stop ved de mange smukke vandfald og udkigspunkter. Det mest populære område i Pacific Rim er Long Beach, en 11 km lang sandstrand med klippefremspring. Lige bag Pacific Rim ligger en smuk regnskov.