Kings Canyon er en imponerende kløft inde midt i outback'en, 320 km sydvest for Alice Springs. Turen derind er lang og kedsommelig, men det er hele turen værd og kan kombineres med en rejse til Uluru (Ayers Rock).
De røde vægge rejser sig 200 meter op over bunden, og siderne er stik lodrette. Med forsigtighed kan man kravle ud på kanten og kigge ned ad de lodrette sider 200 meter ned i bunden. Det giver et gys og er ikke for dem med megen højdeskræk.
Der findes to gåruter ved Kings Canyon. Den ene går ind i bunden af kløften og kort og let fremkommelig. Den giver ikke den helt store ide om hvor voldsom kløften er. Den anden rute går op og rundt på kanten af kløften. Denne ruter er mere krævende og ikke for gangbesværede. Men selvom den er lidt krævende er det absolut hele turen værd. Hvis man tager badetøjet med, kan man belønne sig selv halvvejs på turen med en dejlig dukkert i en smuk klippesø, kaldet Edens Have.
Ved siden af Kings Canyon er der både hotel og campingplads. Det er også muligt at tage med på en helikoptertur ind over kløften.
Billederne er © Tourism Australia & Tourism NT